Kunstforeningen Art4us blev stiftet i september 1997.

Formål

Formålet med foreningen er at give medlemmerne gode kunst- og kulturoplevelser. Dette sker dels ved opkøb af kunst til bortlodning blandt foreningens medlemmer ved den årlige generalforsamling og dels ved besøg og rejser til gallerier og udstillinger i Danmark og i udlandet.

Kunstforeningen Art4us har igennem årene lavet besøg til den ”skjulte kunst” hos virksomheder. Vi har blandt andet besøgt Mærsk Tårnet, Brønnums Hus, KODA, Domus Medica, KPMG og Saxo Bank.

Det koster 1.000 kr. om året at være medlem af foreningen. Man kan vælge at betale helårligt eller halvårligt. For at give bestyrelsen mulighed for hele tiden at kunne foretage indkøb, betaler hovedparten af medlemmerne kontingent én gang om året.

Vind kunstværker

Ved generalforsamlingen kan du vinde et af de kunstværker der er indkøbt i årets løb. Hvert 5. medlem vinder!

Fra medlemsstart får man ét lod pr. år. Ved gevinst bortfalder alle lodder, og man starter forfra med ét lod det efterfølgende år.
Der er derudover en ekstralodtrækning med mindre gevinster for de medlemmer, der ikke vandt i hovedtrækningen.

For at deltage i bortlodningen skal man have været medlem et helt foreningsår (kalenderåret) og have betalt kontingent for hele året.

Aktiviteter

Hvert kvartal tilbyder kunstforeningen 1-3 arrangementer. Det kan f.eks. være besøg i et galleri, hvor vi hører om den udstillende kunstner, og vi slutter af med lidt mad - ofte i en nærliggende restaurant.

Indenfor de seneste år har der blandt andet været ture til Holbæk Art; keramikeren Christian Bruun; Galerie Pi; Copenhagen Contemporary; foredrag om grønlandske rubiner og safirer; det nye Københavns Bymuseum og et besøg i Eventyrernes klub. Mere om vore aktiviteter.

 

Udlandsrejser

Hvert år arrangeres normalt en udlandsrejse, hvor den internationale kunst opleves.

Kunstforeningen har således arrangeret rejser til blandt andet Skåne, Island, Barcelona og Bilbao, London, Berlin, New York, dokumenta 12 i Kassel, biennalen i Venedig, Portugal, Milano, Stockholm, Dresden og Leipzig.

I 2025 går turen til Bologna.